Startside
Bestyrelsen
Vedtægter
Ledige boliger
Ordensreglement
Vedligeholdelse
Energimærkning
Vedligehold Gulve
Gasfyr justering
Nyheder
Referater
Tegninger
Foto galleri
Vejfest
Links
Kontakt og debat
Fællesarealer

 

  • Læserbrev bragt i Venstrebladet marts 2007:

Baghaverne og byens trafik        

 Mange har udtrykt bekymring for deres nærmiljø, hvis der kommer en sydlig omfartsvej i Tølløse. Med god grund, synes jeg. Især når mange af de Tølløse-borgere, som jeg har været rundt at tale med, hverken er blevet informeret eller hørt – før kommunen har taget stilling.

 Men det er ikke kun derfor, at jeg og mange andre har noget imod en sydlig omfart. Det er også fordi, det er en ufornuftig løsning på de trafikale problemer, som Tølløse åbenlyst lider under. Ikke mindst forholdene på skolevejene. Der er ikke bare tale om et forslag, som generer ganske mange borgere og deres grønne nærområder. Det er oven i købet en løsning, der fastholder eller forværrer trafiksituationen i Tølløse.

 Jeg er helt enig med dem, der ønsker debatten løftet op, så det ikke kun handler om at beskytte sin egen baghave. Der må findes en løsning, som generer færrest mulige borgere og samtidig forbedrer byens trafiksituation.

 Kan det så virkelig være hip som hap, om vi får en sydlig eller en nordlig omfartsvej? (Når jeg siger  nordlig omfartsvej, er det kombineret med en central løsning under banen et sted midt i byen, sådan som Trafikstyrelsen anbefaler.) Er der de samme fordele og ulemper ved en nordlig eller sydlig løsning? Nej det er der netop ikke.

 En åbenlys forskel på syd og nord er, at den sydlige omfart skærer sig tværs igennem byens kvarterer, hen over marken, som er udpeget til bypark, og smyger sig tæt rundt om en række nyudstykkede boligområder. Den nordlige vej kan derimod etableres fjernt fra boligområder uden at genere synderligt mange borgere: ”Anlæg af de nye veje vurderes ikke, at medføre væsentlig øget støjbelastning for omkringliggende beboelsesejendomme.” Sådan står der i Trafikstyrelsens ”Katalog over erstatninganlæg” om de tidlige forslag til nordlige omfartsveje, placeret fjernt fra boligområder. 

 En anden forskel på løsningerne er, hvad de gør ved den gennemkørende trafik. Den sydlige vej sender lastbiler og pendlertrafik ud på en omvej, men stadig ind gennem byen for at belaste Sønderstrupvej, Tølløsevej og Hjortholmvej omkring Q8-krydset. En nordlig løsning sender den samme trafik uden om byen. Det er vel det, vi alle ønsker? Som også Peter Sørensen (V) sagde på dialogmødet den 11. november 2006: ”Uanset valg af løsning skal vi arbejde for at få den tunge trafik uden om Tølløse by.”

 Men er det så ikke stadig synd for dem, der bor midt i byen? Ifølge Trafikstyrelsens  beregninger fremgår det, at en central løsning i Tølløse ”samt en nordlig omfartsvej vil betyde, at ca. 45% af den trafik, som i dag passerer overskæringen i Tølløse, vil flytte op på den nordlige omfartsvej.” Det betyder altså, at trafikken bliver fordelt på en fornuftig måde. Trafikken i bymidten skæres ned til at bestå af den lokale trafik, som har ærinder i byen. Og det betyder, at byen ikke deles. Altså en gevinst for borgerne midt i byen i forhold til den nuværende situation. Men ikke nok med det: Det vil være en gevinst for hele trafiksituationen i Tølløse. 

 Havde byrådet valgt at få undersøgt begge disse løsninger nærmere, så kunne vi debatttere på et endnu bedre grundlag. Desværre har man valgt kun at undersøge den sydlige løsning, men det kan stadig nås at undersøge den nordlige nærmere. Når det drejer sig om en så stor investering med lange fremtidsperspektiver, kan en ordentlig undersøgelse vel ikke være problemet.    

 Hvis byrådet i Holbæk fremover skal fungere med troværdigheden i behold overfor vælgerne i Tølløse, må man få undersøgt den nordlige løsning ordentlig. Og mon ikke der kan føres en konstruktiv dialog med staten og folketingspolitikere om en finansieringsmodel, hvor Holbæk kommune kan yde en overkommelig medfinansiering af det, som ligger ud over den nødvendige løsning. Det tror jeg er klar logik, både for os helt almindelige borgere i Tølløse og for dem, der er eksperter i fornuftige trafikale løsninger.     

Jakob Hansen

Lidtgodtvej 28

4340 Tølløse 

 AB Søndertoften, Østergade, 4340 Tølløse